Forpulede, fantastiske, foranderlige liv

Livet er ikke en selvfølge. Tilfældigheder kan definere tiden, der følger. Du skal til at læse en fortælling om krise, ukuelig vilje og naturens helende kræfter.

Af Amalie Wessel-Tolvig og Coralie Jensen

17. november 2017 
Budor Skitrekk, Norge 

Hun går ned i knæ i en halvfems graders vinkel med benene, ligesom hendes kæreste lige har fortalt hende, at man skal, hvis man vil have god fart på sine ski. Det vil Dina. Solen er gået ned, og hun vil hjem. Hvis hun følger et spor i sneen, andre langrendsskiløbere allerede har skabt, kan hun suse lige ned til parkeringspladsen.  

Dina tager fra. Hun får fart på. Koncentreret følger hun sporet rundt i et sving, idet et skarpt, hvidt lys penetrerer hendes synsfelt. 

En hyletone borer sig gennem hovedet på hende.  

I mindre end dét, der blot er et øjeblik, svæver hun op over sin egen krop.  

Hvor intet er, står alting stille.

Dina ligger på siden i sneen og ser frem for sig. Hun er kold. Tænder knaser i munden på hende. Hun kan ikke trække vejret gennem næsen, og hendes mund er så fuld af blod, at hun må synke det for at få luft. Tungen fylder af mere. Den nærmest hænger ud ad munden på hende. Hun vil råbe om hjælp, men det, der er tilsigtet råb, kommer ud som et primalt skrig. 

Dinas kæreste er kørt lige bag hende. Nu står han og lyser Dina i ansigtet med lommelygten i hendes telefon, imens han udbryder fuck, fuck, fuck. 

***

Dina Björn er treogtyve år gammel og ved at uddanne sig til økologisk landmand på Kalø Økologisk Landbrugsskole. Ikke fordi hun nødvendigvis vil være landmand, men fordi hun vil ud i verden og tættere på naturen. Uddannelsen på Kalø giver hende mulighed for af flere omgange at rejse til udlandet i praktik. Sammen med sin norske kæreste, der også går på skolen, rejser Dina i sensommeren 2017 til Norge. De skal i praktik på et biodynamisk landbrug i Ådalsbruk, en lille by i den norske kommune Løten. Kommunen har lige knap ottetusind indbyggere og ligger halvanden times kørsel nord for Oslo. 

Gården, der hedder Ommang Søndre, er en gammel bygning fra 1770 og ligger midt i områdets let kuperede landskab. På gården har de høns, geder og køer, de dyrker deres egne grøntsager, og i osteriet laver de gedeoste, komælksoste og myseost, som de sælger i landbrugets gårdbutik. 

Dagene, ugerne, månederne går med hårdt fysisk arbejde. Den samme arbejdsgang hver dag, der begynder klokken seks, når Dina kører ud i marken på gårdens blå traktor for at håndmalke landbrugets fyrre geder, imens solen står op. Hvor gårdens ejere, to ældre mennesker, har barkede hænder efter mange år med jord og malkning, er Dinas hænder endnu unge og fine. De er så fine, at de mange håndmalkninger om dagen sætter sig som stivhed i fingrene. Men så er der osteriet. Her kan Dina gå og vende oste og tanker om tilværelsen på gården, imens hendes hænder får en pause.

***

I midten af november har Dina og hendes kæreste en weekend fri. De pakker bilen med varmt tøj og mad, inden de kører tyve minutter længere nordpå til en skihytte ved ‘Budor Skitrekk’. Dina ser frem til at slappe af og tænde op i pejsen. Et afbræk fra rutinerne på gården. De ankommer til en hytte, der er indhyllet i sne. Med sneskovle må de grave en sti fra bilen til hyttens dør, inden de læsser bagagen på kælke og trækker dem ved siden af sig på snedynger, der når dem til livet. De har kun lige båret oppakningen ind i hytten, da Dinas kæreste foreslår en tur ud på langrendsski. Lidt modvilligt går Dina med til en kort tur inden mørkets frembrud. 

Hun må grine af sig selv. Ved siden af kæresten, der med sit norske ophav selvfølgelig har stået på ski for evigt, føler Dina sig klodset i sine bevægelser. Jo mørkere det bliver, jo mindre har hun lyst til at fortsætte. Men Dinas kæreste vil ikke hjem endnu, og Dina vil ikke køre hjem alene. De fortsætter. Med granernes trætoppe omkring sig, kan Dina ikke lade være at tænke på, at hun kan ende i en af de trætoppe, hvis sporet bliver ujævnt.  

Hun ser den ikke i nymånens mørke. Har ikke tænkt over den, selvom hun godt ved, at den er der. En metalbom på tværs af vejen rammer Dina i ansigtet. Kaster hendes hoved bagover. Giver hende et ryk i nakken og smider hende skævt ind under sig, lader hende glide flere meter i sneen.

En mand kommer ilende hen til Dina og hendes kæreste. Manden lægger måtter fra sin bil ind under Dina og får hjulpet kæresten med at ringe efter en ambulance. En kvinde og en mand, der har været ude at gå, støder til med tæpper fra deres bil. Dina bløder fra munden og næsen, og kvinden siger til Dina, at hun ikke må sluge blodet, så Dina begynder at spytte og spytte og spytte. Alarmcentralen sender både en ambulance og en helikopter afsted efter dem, men ambulancen kommer først. Den kører Dina til det nærmeste hospital i Hamar. Her syer de en større flænge i hendes tunge, lægger en slange med ilt i hendes mund og planlægger en overførsel til Oslo næste dag. Resten af aftenen og natten tilbringer Dina på en hospitalsstue med to ældre patienter, der insisterer på at høre radio med høj lydstyrke. Lyden skærer i Dinas hoved. Hendes ryg gør ondt, og hun kan ikke holde ud at ligge i hospitalssengen. Kun på hospitalsstuens kølige gulv kan hun være i smerterne. 

***

I Oslo viser en scanning, at fragmenterne fra bruddet i Dinas ansigt ikke har ramt hjernen, så næste skridt er at genoprette skaderne i ansigtet ved en større operation. Nu er der bare ventetiden. Ventetid på operationen og på Dinas forældre, der er på vej i bil fra Aarhus.

*** 

Fra en lille hospitalsstue uden vinduer ser Dina sin mor komme gående ude på gangen. Hun ser ind på stuen, da Dina hører hende sige “nej, det er ikke min datter,” inden hun bevæger sig videre ned ad gangen. Men det er jo Dina, der ligger og venter på sin mor. Hun forsøger sig med et det er mig, men hendes hævede tunge lader kun en svækket, kaldende lyd passere. Det virker. Hendes mor kommer tilbage, og Dina ser, hvordan forskrækkelsen og fortvivlelsen planter sig i hendes mors øjne, da det går op for hende, at pigen i sengen er hendes datter. Dina er svær at kende med det blonde hår smurt ind i blod og iltslange ud ad munden.

Operationen varer seks timer. En af Europas dygtigste kirurger placerer små plader i Dinas hoved for at kunne samle hendes ansigt, sætte næsen på plads og sy hende sammen. Da Dina efter operationen ser sig selv i spejlet for første gang, bliver hun forskrækket. Næsen er bredere, og hendes ene mundvig hænger, følger ikke rigtig med, når hun forsøger at smile. De følgende dage undgår hun sit spejlbillede. Hun beder sin far om at fortælle hende en historie, men må stoppe ham efter få minutter. Hun vil gerne, at hendes mor og far er der, men kan alligevel ikke rumme deres tilstedeværelse.

Dina har fået en hjernerystelse og ifølge personalet i Oslo en “piskesmældslignende” tilstand. Der er dog ingen grund til bekymring, for med Dinas unge alder vil hun være sig selv igen i løbet af ingen tid. Personalet råder hende til, at hun ikke venter for længe med at vende tilbage til hverdagen og de aktiviteter, hendes krop og hoved er vant til, og udadtil går Dinas heling også stærkt. Allerede i løbet af ugen efter operationen heler såret pænt op. Arrene skal nok blive fine. For Dinas krop og hoved er processen en anden.

*** 

Dina rejser hjem til sine forældre i Aarhus hen over julen, men tager tilbage til Norge i januar. Hun vil gerne prøve at få resten af praktikperioden på gården til at fungere, vende tilbage til sine aktiviteter, som hun er blevet rådet til. Men Dina må sande, at tiden i Norge er forbi. Alene en arbejdsopgave som at hente halm på høloftet sender angst gennem kroppen på hende. Hun får hovedpine. Behov for at være alene. Kapitlet i Norge kan hun ikke skrive videre på. Hun rejser hjem til Danmark, imens hendes kæreste bliver på gården.  

Herfra bevæger følgerne fra hændelsen i Norge sig i bølger. Der er en tillid til livet, som Dina har i behold, en lyst til at opleve mere og rejse mere, imens der også er de fysiske begrænsninger og en erkendelse af at være nødt til at navigere nænsomt i en helingsproces. 

Vigtigst er det, at Dina har sin indre ild. Den tænder en idé, og på trods af bekymrede spørgsmål fra sin mor, er hun ikke til at stoppe. Dina vil på højskole. Dina tager på højskole. Selvom hun reagerer på højskolelivets mange lyde, på lyset, får hovedpine og indimellem må trække sig, kommer hun hurtigt til at spille en stor rolle i højskolelivets både glæder og konflikter. Det er aldrig kun det ene eller det andet, det er lidt af en rutsjebane. 

***

Sommeren kommer, og Dina flytter ind i sine forældres campingvogn i deres have i Aarhus. Det er en tør sommer med høje temperaturer. Hun søger ind i skyggen, ligger i græsset og tegner og skriver digte, går ture i Riis Skov og svømmer ved Den Permanente. Dina er et tungt, udtørret træ i ørkenen, men i vandet er hun let. Hun flyder i søstjerneposition. Lader sig holde af havet som en ældgammel moder, der gerne vil passe på hende. Naturen er en hjælper, der omfavner hende, uanset hvilken tilstand hun møder den med. En hjælper, der kan bære hendes bekymringer. Rense hendes tanker. 

Dina skriver:

Kom vand og vask min brændte hjernebark af 

Og giv mig den velkendte følelse af havets moderlige lag 

Giv mig styrken og chancen for at åbne op for nyt 

Og modet til at se livets veje i øjnene med opmærksomme lyt 

***

I sensommeren vil Dina videre. Hun flytter til Trøjborg, søger om optagelse på Kaospiloterne og får en plads. Men tiden som aspirerende kaospilot bliver kort. Sommerens ro og havets bølger har hjulpet, men ikke kureret hjernerystelsens følger. Dina tager til lægen og bliver sygemeldt. En sygemelding, der både er en bremse og et vendepunkt. Dina har uden forsikring været økonomisk tabt mellem det norske og danske system, da hun måtte afbryde sin praktik og dermed også uddannelsen på Kalø. Sygemeldingen er det første sikkerhedsnet. En lettelse. 

I Dinas behov for mere ro til blot at eksistere og lade hjernen komme sig, bliver hun nysgerrig på sin tilstand. På helbredelsen. Men at få livshjulet til at dreje langsommere kommer ikke uden konsekvenser. Neden for sit vindue på kvistværelset i Trøjborg kan hun høre ungdommen. Den cykler til fester i midtbyen. Fester, Dina ikke kan deltage i. Ungdomsliv, Dina ikke kan hægte sig på. I hvert fald ikke lige nu. 

Det er i de øjeblikke, hun kan blive ramt af sorg over sine mistede kræfter.  

Dina skriver: 

Mig som fri fugl med tro der engang flyttede bjerge 
Men som nu kun flytter sig fra seng til køkken til bil til Fakta og tilbage 
 
Rundt og rundt og rundt i tabte drømme 

*** 

En rystet hjerne er med sin gelélignende masse blevet slået mod indersiden af kraniet. Hjernen er et delikat organ, opbygget af blødt væv. Hjernen styrer vores tanker, følelser og bevægelser, så når den bliver rystet, kommer vi ud af balance. Det er i hjernens forsøg på at genoprette skaderne, at vi oplever symptomer som hovedpine, svimmelhed og udmattelse. For nogle går det over efter et par uger eller et par måneder, imens det for andre kan tage år. Ingen kan svare på, hvor lang tid det tager for den enkelte, ligesom der ikke findes et universelt svar på, hvad der hjælper.  

Dina forsøger hele tiden at bevæge sin tilstand. Hun prøver aktivitet. Hun prøver hvile, ro og mørke. Hun prøver fysioterapi, kraniosakral, meditation, terapi og akupunktur. Det hele gør godt, men intet af det er endeligt, og Dina er drevet af nysgerrighed. Hvor godt kan hun få det? Fra kvisten på Trøjborg ser hun ud mod Djursland. Mod naturen. Mod Kalø. 

Dina skriver:  

Tusinde kroner brugt på talrige kosttilskud og terapier  

Som i en kort stund min håbløse tankegangs lænker befrier  

Accepter og vær ikke så hård mod dig selv er der mange der siger  

Men hvem har prøvet at være ramt igennem hovedet med et jernsylende spir 

*** 

Tre år efter sit skistyrt vender Dina tilbage til Syddjurs. Naturen kalder på hende. Hun vil færdiggøre sin uddannelse på Kalø Økologisk Landbrugsskole. Have papir på sine evner. Et grundlag at stå på. Dina bor i et mindre bofællesskab tæt på skolen, navigerer i kroppens og hovedets signaler. Det ene øjeblik kan Dina snakke og grine med de andre, det næste har hun brug for at være helt alene. Uden at vide hvor længe, der går, inden hun igen har energi til menneskerne omkring hende. Afhængig af at kunne trække sig henter hun sine forældres campingvogn ud på grunden. Sætter grænser for sig selv og over for andre. Siger det højt, når hun har brug for ro. Dinas indsats bærer frugt. Hun dimitterer i januar 2021 og kommer for første gang ind i systemet. Dagpengesystemet.  

Det er Dinas fagforening, der fortæller hende om muligheden for at søge fleksjob. Processen er omfattende, men efter vurdering af både en læge, en neurolog og en neuropsykolog er beskeden klar.  

Skistyrtet i Norge har givet Dina varige mén.  

Selvom Dina ikke havde tænkt om sin fremtid, at hun skulle være fleksjobber, er det beskeden om det kroniske, der er svær at acceptere. Skal hun leve i den samme tilstand resten af livet, kan hun lige så godt opgive alt håb. Men sådan tænker Dina ikke.  

Dina ser tilbage på årene, der er gået siden styrtet og den store forandring, hun har været igennem. Hvordan hun på trods af let at blive overstimuleret, formår at udfordre sin kapacitet. At lade sig holde af havet er også at være i bevægelse. Ved at sørge for at have dage med ro, bruge naturen og meditation til at ændre tankemønstre, kan hun få sit nervesystem i ro. Når dagligdagen er for tæt pakket, fortæller hun sig selv:  

“Jeg er i ro. Jeg er rask.” 

***

13. juni 2024 
Knebel, Danmark 

Der sidder jord under hendes negle og i hver en linje, hver en fuge på hendes arbejdsomme hænder. Dina har anlagt en større køkkenhave hos Rødegaard i Mols Bjerge. Tallerkensmækkere, kornblå, morgenfrue, palmekål og grønkål er blot et par af de afgrøder, Dina kommer for at passe, når hun ti timer om ugen arbejder for gårdens selvforsyning. I et gråligt bed har der været store græskar, men de er blevet fortæret af sommerens mange dræbersnegle. Flere af køkkenhavens salatsorter er også ramt, men Dina går ikke i krig med sneglene. Hun har hakket hvidløg, lagt dem i vand over natten og sprøjtet miksturen ud over afgrøderne i håb om, at sneglene forstår en hentydning. Hun går uden om edderkoppernes spindelvæv, fordi de har brugt tid på silketrådene. Hun sanker hybenblade, hyldeskærme og kamille, lægger blomsterne til tørre i store tørrerammer i træ og venter flere uger på, at urterne er klar til tebrygning. 

Når Dina ikke arbejder i køkkenhaven, danser hun i Utamaduni Dance Troupe. Gruppen dyrker og formidler traditionel afrikansk dans, inspireret af kulturen i Østafrika, herunder Tanzania, hvor Dina selv har rejst. For syv år siden kunne lyden af et enkelt trommeslag give Dina hovedpine. Nu underviser hun flere hundrede mennesker i trommespil og dans, når Utamaduni Dance Troupe afholder deres årlige Utamadunilejr. 

Dina er nået til et sted, hvor hun står så stærkt, at hun kan dele ud af al den læring, hendes oplevelser har bragt med sig. Hun har oprettet en kvindekreds på Djursland, underviser blandt andet i cyklusforståelse og afholder ritualer for andre mennesker, både i forbindelse med liv og død. 

Det handler om intention, når Dina afholder ritualer, ligesom det handler om intention, når Dina sætter grænser for ikke at brænde ud. I den balance har Dina skabt et liv, hvor der er plads til, at det hele kan gå lidt langsommere. Hvor godt kan jeg få det, spørger Dina. Det er hendes drivkraft.  

På indersiden af underarmen pryder et morgenfruefrø Dinas hud. Det minder hende om, at der midt i håbløsheden altid er et frø, der kan spire. Skabe forandring. Hun vil ikke identificere sig med en tilstand, men forene sig med krisen. Hun bruger sin krises visdom til at vokse og bevare troen på, at alting kan løse sig, uagtet mørket hun står i.  

Forpulede, fantastiske, foranderlige liv. 

Sådan gjorde vi:  

Fortællingen er blevet til gennem interview med Dina Björn og Dinas mor, Anni Bjørn. Vi har desuden haft adgang til syv års digte, tegninger og private billeder samt scanningsbillederne af Dinas hoved.